Lama og annet hårete

Som lovet under omtalen av Skorpionen, er neste dyr tema lama.

Dette er altså en del av serien om dem som forteller den egentlige historien om Jesus. Altså de som må lage seg sine egne kilder og/eller tolke eksisterende på ecstacy for å få historien til å gå opp.

Og vi snakker ikke bare om Jesus som lama, men som superlama.

Det er den italienske filosofen Carlo A. Martigli som står bak boken som så langt ikke finnes på norsk, men på dansk som Kætteren. Handlingen er lagt til Firenze som slike bøker for tiden må innom, i en slags fortsettelse av Den sidste vogter om renessansefilosofen Giovanni Picco della Mirandola (1463-1494).

Mens vi i forrige bok møtte Mediciene, er det nå borget for Borgiaene.

Når boken kun er en slags fortsettelse, er det fordi Mirandola altså er død. Men det hindrer ikke Martigli fra å piske en rekke døde hester, slik Helle Hellmann beskrev i Politiken i fjor.

I 'Kætteren' fortsætter han efter dennes død, stadig i Firenze i 1497, hvor præsten Girolamo Sovonarola har indført et asketisk diktatur. Medicierne er fordrevet. Men de pønser på comeback. Imens drager en munk fra Tibet mod Italien med sin kvindelige protege, der er det levende vidnesbyrd om ... ja, heri ligger just historiens nøgle.

Man ser ikke forgæves efter tempelridderne, de dukker op på side 81. Således holder Martigli sig inden for den form, der karakteriserer denne type 'historisk' religionsspænding: frelserhåb, magtbegær, tempelriddere, hemmeligheder, flugt hid og did og mange personer, der ikke er meget andet end papfigurer, og som hældes på med en skovl.

Det hele handler om å forene jødedom, kristendom og islam, en kamp som får støtte fra en litt uventet retning som man ikke skulle tro stod for noen av delene.

Selv om det altså er slik i dag som på Chestertons tid, at alle religioner egentlig er like, særlig buddhismen.

Dermed kan munken Ada Ta som tidligere hadde sendt den gode Mirandola en hemmelig dagbok fra årene Jesus var i Tibet, ta veien mot Firenze. Siden dette er en roman reiser han ikke alene, men sammen med hans mer enn lettere billedskjønne adoptivdatter.

Siden vi altså har tilgang på dagboken, kan vi vite mangt som har gått historikere hus forbi.

Kernen i bogen er Jesu 'tabte år', fra han er 12 år, til han dukker op som menneskefiskeren. Han bortføres efter uddrivelsen af kræmmerne i templet til slaveri, men klarer sig gennem trængslerne og bliver i fjerne egne en ophøjet sjæl, der overkommer sin skæbne på måder, man ikke just genkender fra kristendommen. 

Dette er guttebok for esoterikere. Dette er Fantomet som New Age. Selv om budskapet minner om mange kanaliseringer, kaller man heldigvis en roman for en roman.

Budskabet er, at alle religioner er én, godt krydret med sørøvere, besøg hos sultanen i Istanbul og diverse vissevasse. Der er vist salg i denne type bøger ligesom i myterne, den formidler.

For mig er det hverken spændende eller spirituelt; jeg ville til hver en tid hellere læse en historisk roman af f.eks. Hillary Mantel, men sådan er vi jo så forskellige.

Så kan man sikkert diskutere hvor spennende eller spirituell boken er. Mye vil nok avhenge av ståsted og alder.

Og enda mer av hva man kan om ståsteder og tidsaldere.